
Gensynsrejse 2025
Så er der åbnet op for tilmelding til en rejse til Grønnedal i august 2025. Vi har fået lov til at besøge Grønnedal, hvor vi skal være i 7 dage.
Rejseplanen for turen er:
- 12/8 Fly København – Narsarsuaq
- 13/8 Afrejse med båd fra Narsarsuaq mod Grønnedal
- 13/8 – 20/8 Ophold i Grønnedal
- 20/8 Afrejse med båd fra Grønnedal mod Narsarsuaq
- 21/8 Fly Narsarsuaq – København
Der vil være overnatning på hotel/hostel i Narsarsuaq fra d. 12-13/8 og igen fra d. 20-21/8.

Følgende er ikke inkluderet i prisen:
- Forplejning på hele rejsen.
- Udgift til evt. sejlture i Grønnedal
- Nødvendige forsikringer, herunder rejseforsikring, forsikring ved forsinkelse, afbestillingsforsikring osv.
Vigtigt:
- Hver rejsedeltager sørger selv for alle nødvendige forsikringer som beskrevet ovenfor.
- Hver rejsedeltager sørger selv for at medbringe nødvendigt udstyr til at kunne overnatte i Grønnedal. Arktisk Kommando stiller faciliteter til vores rådighed så vi kan sove i tørvejr og ly for vind og vejr.
- Rejsen er uden forplejning. Vi prøver at lykkes med at få morgenmad i Narsarsuaq inkluderet i prisen.

Tilmelding til turen
Dagsprogram
12/8
Vi ankommer Narsarsuaq kl. 14:00 hvorefter der er check-in på hotel/hostel. Efter check-in vil der være mulighed for at udforske Narsarsuaq og omegn på egen hånd eller sammen med andre rejsedeltagere. Dette kunne være en vandretur op på signalhøjen.
13/8:
Der vil være afgang fra Narsarsuaq med båd mod Grønnedal. Bådene er behagelig taxi både, som vil sejle os direkte til Grønnedal. På turen til Grønnedal vil vi lave et stop i Narsaq på 2-3 timer for at proviantere til vores ophold i Grønnedal, da vi selv skal medbringe al vores mad og drikkelse til vores ophold i Grønnedal.
Efter 8-10 timers sejlads – inklusiv ophold i Narsaq, ankommer vi Grønnedal, hvor Arktisk Kommando vil tage pænt i mod os.
13/8 – 20/8:
Under opholdet i Grønnedal vil vi få stillet den gamle tømmershop til rådighed, så vi kan sove trygt og tørt i ly for vind og vejr. Hver rejsedeltager skal selv medbringe sovepose + soveunderlag/luftmadras. Arktisk Kommando stiller toilet og bad faciliteter til vores rådighed, som vi skal deles om. Desuden, vil vi få mulighed for at benytte køkken faciliteter, således at vi kan lave al vores mad på traditionel vis med ovn/komfur. Der vil med stor sandsynlighed også være store køleskabe til vores rådighed.
Under opholdet i Grønnedal vil vi undersøge om muligheden for at komme på sejlture til f.eks. Arsuk bræ, Ika bunden eller Arsuk. Vi har tidligere haft en af de lokale til at hjælpe med sejlture, til meget fordelagtige priser. Der vil komme mere info om dette, hvis man tilmelder sig turen.
Inden afrejse fra Grønnedal skal vi selv stå for oprydning i tømmershoppen hvor vi har sovet, samt rengøring af de toilet/bad, samt køkken faciliteter som vi har benyttet under opholdet.
20/8:
Der vil være afgang mod Narsarsuaq efter endt oprydning og rengøring. Sejlturen til Narsarsuaq tager ca. 6-7 timer. Efter ankomst Narsarsuaq vil der være mulighed for at checke in på hotel/hostel.
21/8:
Der vil være afgang mod København ved kl. 16:00. Ventetiden kan med fordel fyldes ud med et besøg på det lokale museum i Narsarsuaq. Ankomst København vil være omkring 23:30.
For at opnå de bedste priser, er det en stor fordel at vi bestiller fly, sejladser, samt hotel/hostel i Narsarsuaq samlet, da vi på den måde kan opnå grupperabatter.
Prisen for hver enkelte rejsedeltager inkluderer:
- Fly København – Narsarsuaq
- Overnatning på hotel/hostel i Narsarsuaq fra d. 12/8 – 13/8
- Sejlads Narsarsuaq – Grønnedal
- Ophold i Grønnedal (7 nætter)
- Sejlads Grønnedal – Narsarsuaq
- Overnatning på hotel/hostel i Narsarsuaq fra d. 20/8 – 21/8
- Fly Narsarsuaq – København
Prisen for ovenstående rejse forventes at blive i størrelsesorden 15.000 – 16.000 kr. dog. max. 16.500 kr. Prisen vil være fastsat senest 3 mdr. inden afrejse, hvor restbetaling også skal foretages.
Tilmelding til turen foregår ved at udfylde oplysninger på denne side. Ved tilmelding skal der oplyses medlemsnummer. Det vil være muligt at medbringe ægtefælle/samlever/børn på turen, så I sammen kan opleve Grønnedal.
Efter tilmelding vil man modtage en mail med info omkring indbetaling af depositum. Depositum skal indbetales til en konto som står i foreningens navn. Da vi ved tidligere rejser har oplevet meget sene afbestillinger, har vi valgt at fastsætte depositum til 7.500 kr./deltager, netop for at undgå disse sene afbestillinger.
For at prisen skal holdes på max. 16.500 rejsedeltager, er det vigtigt at vi rammer et antal på 12, 17 eller 24 rejse deltagere, da dette passer med det antal, der er plads til på bådene.
Prioritet på deltagerlisten vil være efter ”først til mølle” princip. Det er vigtigt at pointere, at man ikke er tilmeldt rejsen før depositum er indbetalt.
Skulle man uheldigvis blive valgt fra rejsen pga. deltagerantal i forhold plads i bådene og ens plads på tilmeldningslisten, vil man selvfølgelig få tilbagebetalt det fulde depositum.
Det maksimale antal deltagere på turen vil være 24.
Evt. spørgsmål til turen kan sendes til stephan@groennedalsforening.dk